Interview: Joachim B. Olsen om at støde, støbe og losse andre i kuglerne

Han var Danmarks bedste kuglestøder, men alligevel den evige nummer to. Selv i dag grubler han over, hvad han burde have gjort anderledes for at have fået flere sejre. Ligesom han gør med sin politiske karriere, der fik en brat afslutning i 2019. Men selvom fortiden nager Joachim B. Olsen, frygter han ikke fremtiden

Hen over længere tid har Joachim B. Olsen og jeg en mailkorrespondance kørende. Eller rettere sagt, jeg sender lange, udførlige e-mails, og han svarer kortfattet tilbage. Hans tre mails når i alt op på otte ord. I den længste af dem skriver han: ”Det vil jeg gerne.” Det er på spørgsmålet, om han vil medvirke i dette portræt.

Det sidste er jeg glad for, for jeg er nysgerrig på manden, der i en alder af 46 har formået at gøre karriere på tre forskellige scener – som kuglestøder, folketingspolitiker og nu politisk kommentator – og som virker til at have en helt særlig evne til at sætte fut i fejemøget med sine til tider polemiske kommentarer. Hvordan ender man i første omgang med at dedikere sit liv til at støde en 7,26 kg tung jernkugle omkring 20 meter ud på en græsplæne, og hvordan rykker man så derfra og ind i Folketinget?

Der var meget at blive klogere på, men så stopper Joachim B. Olsen pludselig med at svare. Til sidst bliver jeg helt nervøs for, at han har brændt mig af. Nu er forsideportrættet linet op, så for ikke at risikere at stå tomhændet tilbage går jeg i gang med at læse alt, jeg kan finde om ham. Jeg får anskaffet mig hans selvbiografi fra 2009, ’Du kan meget mere end du tror’, og lærer om de største triumfer (EM-guldet i 2005), de største nederlag (den manglende kvalifikation til OL-finalen i 2000) og den ambivalente følelse ved at vinde OL-sølv i 2004, men kun være ni millimeter fra guldet.

Jeg støvsuger alt på nettet og lærer ting, som at B’et står for Brøchner, at Arnold Schwarzenegger er hans politiske forbillede, og at ’Ringenes Herre’ er hans yndlingsbøger. Og at hans foretrukne måltid i årene som professionel kuglestøder var dåsetun blandet med dåsemakrel, at han har deltaget i en professionel pokerturnering i Tjekkiet, og at han i dag bor i en treværelses penthouselejlighed på Amager efter skilsmissen fra sin ekskone og moren til sine to børn. 

Men jeg når aldrig ind til kernen af, hvem Joachim B. Olsen er. Den mand, der nu har været en del af offentligheden i mere end to årtier. For hvad er han egentlig drevet af?

Så tikker endelig en e-mail ind: ”Klokken 14 i morgen?”

Joachim Brøchner Olsen.

 

Født i 1977 i Aalborg. Var i mange år professionel kuglestøder. Blev senere folketingspolitiker for Liberal Alliance i perioden 2011-19. 

 

Efterfølgende blev han kortvarigt konsulent i partiets politisk-økonomiske sekretariat, før han i 2020 blev ansat som politisk kommentator på Ekstra Bladet. 

 

Siden 2022 har han bestredet samme job på B.T., hvor han også er vært for podcasten ’Slottet & Sumpen’. 

 

Han har to børn med ekskonen, der ligeledes er tidligere atlet og i øvrigt datter af en af Danmarks bedste kuglestødere i 70’erne.

Joachim B. Olsen har ingen plan B

Det pisser ned i Pilestræde i Indre København. Det er næsten, som om hele byen er malet grå – også inde på B.T., for her er der gravkammerstemning. Ledelsen har netop varslet endnu en sparerunde, og derfor går den oprindelige plan om at mødes på redaktionen i vasken. I stedet tropper Joachim B. Olsen op i receptionen og hilser med et knogleknusende håndtryk.

Som en del af mediebranchen er spare- og fyringsrunder en ny virkelighed, han har måttet vænne sig til. Men det tager han meget afslappet, siger han. Han har aldrig haft en plan B, og som elitesportsmand og folketingspolitiker har det været et grundvilkår, at man må præstere, hvis ikke man vil risikere at ryge ud med badevandet. 

Desuden er han i høj kurs på det tabloide onlinemedie, hvor han som politisk kommentator har vist sig at være garant for klik, og hvor han også beværter den populære podcast ’Slottet & Sumpen’.

”Når man er bidt af den der politiske bacille, så er det jo bare superspændende hele tiden,” siger han på vej mod det nærliggende Coffee Room, mens hårde regndråber hamrer ned fra tunge skyer. 

”I 00’erne kunne man nærmest forudsige, hvordan samtlige valg ville ende. Det kan man ikke længere. De seneste år har været meget begivenhedsrige.”

Ser politik på anden måde i dag

Før vi sætter os ind i tørvejr, når han også at beklage sin næsten spektakulært langsomme svartid. Han er ”bare ikke rigtig sådan en, der tjekker mail”, forklarer han. Han har travlt med at have snablen nede i den politiske

suppedas, og selvom hans gamle parti, Liberal Alliance, har gang i en form for storhedstid, afviser han, at det gibber i ham efter selv at træde ind i manegen på Christiansborg igen.

”Jeg elskede at være i politik, men jeg stillede jo ikke op sidste gang, selvom jeg godt kunne have gjort det,” siger han, fisker en bøtte snus frem fra jakkelommen og stikker en enkelt pose op under overlæben. Så fører han fingrene igennem sit lange, kraftige skæg, som man forestiller sig, de gamle filosoffer ville gøre det. 

”Jeg synes, at jeg har et helt fantastisk job, for jeg beskæftiger mig stadig med politik, men modsat dengang er jeg nu rundt for at tale med alle de politiske partier og skal prøve at forstå dem.”

Som politisk kommentator er han også med til partiernes landsmøder og mærker kulturen de forskellige steder.

Det har gjort, at han kan se politik på en anden – mere nuanceret – måde end tidligere.

”Som politiker forsvinder nuancerne, for der er kun de pladser i magtens højborg, der nu engang er, og derfor bliver fronterne trukket skarpt op. Jeg tror, det har været sundt for mig at møde andre politikere i et andet format, hvor jeg ikke har skullet overbevise dem om noget. Jeg har fået en masse ahaoplevelser, hvor jeg pludselig har kunnet forstå, hvorfor andre mener, som de mener – uden jeg nødvendigvis er enig.”

Far var socialist, mor mere liberal

Hvis man har fulgt bare nogenlunde med i Joachim B. Olsens politiske karriere, skulle man ikke tro, at han voksede op primært omgivet af ”hardcore socialdemokrater”, som han selv formulerer det. På farens side var de alle sammen røde, i flere tilfælde med partikort til det gamle arbejderparti. Og særligt faren Vagn, der forsørgede sig som plejer for psykisk syge børn, var indædt socialist hele sit liv. Da sønnen mange år senere stillede op til Folketinget for LA, måtte faren da også meddele ham – kærligt, men oprigtigt – at han aldrig ville komme til at stemme på ham.

Så var der lidt mere støtte at hente hos moren Inge, der var sygeplejerske og havde mere hang til liberale synspunkter. Efter at forældrene blev skilt – da Joachim var otte år – giftede hun sig med en ny mand, der bekendte sig til De Konservative. Både han og moren var engagerede i foreningslivet hjemme på Aalborg-egnen og havde jævnligt overnattende politikergæster – heriblandt Peter Skaarup fra Fremskridtspartiet (senere Dansk Folkeparti) og Peter Duetoft fra Centrum-Demokraterne.

Som barn elskede Joachim at være med på sidelinjen, når de voksne diskuterede politik ved middagsbordet. Han var sulten på den politiske debat, tyggede sig igennem morgenavisen, når forældrene havde lagt den fra sig, og da han blev gammel nok, købte han hvert år ’Håndbog i dansk politik’, hvor partierne udlagde, hvad de mente om forskellige emner. 

Til at starte med lå han selv omkring midten, men de borgerlige og liberale poler trak ham hurtigt i den retning.

”Jeg havde tidligt sådan en instinktiv modstand over for, at andre skal bestemme, hvad der er rigtigt for mig. Det kom til at blive meget gennemgående i mit liv.” 

Til daglig gik han i den katolske privatskole Sct. Mariæ Skole i Aalborg. Her stod den på gudstjenester hver onsdag, men der var også masser af politik på programmet, og det var han langtfra den eneste, der var begejstret for. 

”Der gik mange ’politiske nørder’ i den klasse, og jeg var en af dem, men vi havde også nogle lærere, som var gode til at facilitere det, så vi diskuterede rigtig meget,” siger han, stadig med tydelige præg af den nordjyske dialekt, der ikke sådan lader sig undertrykke. ”Atletik blev min store kærlighed, og det har jeg aldrig fortrudt et sekund.

Men hvis ikke, var jeg nok sådan en, der var endt i et ungdomsparti.”

”Altså, på overfladen er sport jo helt tosset, uanset om man løber rundt efter en fodbold eller støder en kugle,”

 

Joachim B. Olsen

Atletikken blev et frirum for Joachim B. Olsen

Den tidlige barndom foregik søndenfjords i centrum af Aalborg, men efter forældrenes skilsmisse flyttede Joachim med sin mor til den lille by Halvrimmen omkring 30 km nordvest for Aalborg. Her var han omgivet af skov, som han og kammeraterne kunne rende rundt og lege røvere og soldater i, og på de tidlige morgener cyklede de ofte ud til Ulvedybet og så solen stå op, mens disen hang over Limfjorden.

Mest af alt gik hans tid dog med at dyrke atletik i Skovdalen – atletikstadionet i det vestlige Aalborg, der ligger omkranset af høje træer. Det var lidt af en tilfældighed, at han forelskede sig i lige netop den sportsgren eller rettere paraply af kaste-, springe- og løbediscipliner. Som 11-årig, i 1988, sad han klistret til fjernsynet og fulgte med i de olympiske lege i Seoul, og han havde en idrætslærer på skolen, som selv dyrkede atletik og ofte hev eleverne med ud for at dyste om mærker. Men atletikken blev også et frirum for Joachim B. Olsen – en verden, han kunne forsvinde ind i, hvor han ikke behøvede at forholde sig til forældrenes skilsmisse og de voksnes problemer.

Året forinden var nemlig sprunget endnu en bombe i hans barneliv. En aften havde hans far sat ham ned ved køkkenbordet i sin lejlighed i Blegdalsparken i Aalborg, fordi han mente, at det var på tide, han kendte den egentlige baggrund for forældrenes skilsmisse. Faren var homoseksuel. Det havde han altid vidst, men han var vokset op med stokkonservative forældre i Vordingborg i 50’erne og 60’erne, hvor det aldrig havde været en reel mulighed at springe ud. 

”Min far havde aldrig kunnet være den, han rent faktisk var. Jeg tror, det var noget, han kæmpede rigtig meget med i mange år. Eller det ved jeg, for det fortalte han mig flere gange senere, hvor vi kom til at snakke om det igen. Han mødte min mor og blev oprigtigt glad for hende, men da han rundede de 40 år, kunne han ikke længere undertrykke, hvem han i virkeligheden var,” siger han.

Ikke det største talent, men masser af viljestyrke

I klubben fandt Joachim B. Olsen andre at dele sin passion med, men også nogle at se op til. Stærke, dedikerede mænd, der levede og åndede for at vinde. Bl.a. den forsvarende danmarksmester i diskoskast Brian Møller, der var syv år ældre end ham, og som trænede virkelig seriøst.

”Ud over at jeg fra starten havde en ægte kærlighed til sporten, og det rimelig hurtigt stod klart, at jeg var god til det – det er altid sjovere, når man er god – så var det også et sted, jeg kunne søge hen, hvor der var voksne, der virkelig gerne ville bruge tid med mig,” siger han.

”Min far var overhovedet ikke sportsinteresseret. Altså sådan 0 %. Han bakkede mig altid op og kom til stævnerne, men jeg vidste, at det ikke sagde ham noget. Det gjorde det til gengæld for de voksne i klubben.”

Hans træner stod på stadion hver eneste dag, klar til at tage imod ham. Det var ikke, fordi træneren så et stort talent i den unge knægt til at begynde med – til gengæld så han viljestyrke. Det tændte Joachim at træne hårdt og mange gange om ugen, også selvom det var snevejr eller frost, og han måtte banke isen af, før han kunne støde den iskolde jernkugle af sted. 

Som 13-årig begyndte han at følge individuelle træningsprogrammer, som bl.a. indebar styrketræning. Noget, som træneren fik meget kritik for i atletikkredse, for dengang var kulturen, at man skulle være mindst 18 år, før man begyndte på den slags. Men Joachim B. Olsen syntes, det var fedt, og snart forvandlede den unge nordjyde sig til et sandt muskelbundt.

”Jeg var tidlig til at udnytte, at der var nogen, der gerne ville hjælpe mig. Det er altid en fordom om folk som mig, at man skal tage det fuldstændig bogstaveligt, at man er sin egen lykkes smed. For det tror jeg heller ikke selv på. Der er masser af mennesker, der har en andel i, at jeg nåede dertil, hvor jeg gjorde."

Som kuglestøder står man i en cirkel med en diameter på 2,13 meter.

 

Kuglen vejer 7,26 kg for mænd og 4 kg for kvinder.

 

Kuglen må ikke kastes, men skal stødes med en skubbende 
bevægelse.

 

Danmarksrekorden udendørs er stadig Joachim B. Olsens. Den blev sat i 2007 og lyder på 21,61 meter.

 

Kilde: Wikipedia, Statletik m.fl.

Brugte børneopsparingen på kost

I de første år prøvede Joachim B. Olsen kræfter med lidt af det hele i atletikkens verden. Længe drømte han om at blive tikæmper, men måtte sande, at hans talent mere rettede sig mod kastedisciplinerne. I stedet blev hans store passion diskoskast, og som 19-årig kvalificerede han sig til junior-VM i Australien.

Det var kæmpestort, men tingene forløb ikke, som han havde ønsket. Han måtte tage til takke med en 23.-plads, for med sine 184 cm kunne han intet stille op mod de typisk over 190 cm høje konkurrenter.

”Det gik simpelthen op for mig, at jeg ikke var høj nok. Jeg vidste godt, at det var vigtigt i diskos, men det var, som om jeg først rigtig forstod det, da jeg mødte de der tyskere og amerikanere på min egen alder, som var to meter høje og kunne kaste sindssygt langt.”

Han måtte sluge den bitre pille og erkende, at han simpelthen ikke var bygget til at konkurrere på allerøverste niveau – i hvert fald ikke, hvis han drømte om medaljer. Og det var ikke en mulighed at stille sig tilfreds med en middelmådig karriere, så derfor rettede han fokus mod en anden disciplin: kuglestød. Det bar øjeblikkeligt frugt. 

”Lige pludselig eksploderede jeg bare. Så syntes jeg, at kuglestød var det fedeste i verden,” siger han.

Joachim B. Olsen gjorde øjeblikkeligt næsten absurde fremskridt. Det første år forbedrede han sin personlige rekord med 2,5 meter, og så tog han en meter mere, og så endnu en. Og da det blev et spørgsmål om millimeter, var han for længst blevet opslugt af jagten på de næste marginaler. 

”Jeg kan ikke forklare det med andet end …,” siger han og går så i stå, mens han leder efter ordene til at forklare, hvorfor lige netop kuglestød blev det altoverskyggende omdrejningspunkt i hans liv. 

”Det er jo irrationelt. Altså, på overfladen er sport jo helt tosset, uanset om man løber rundt efter en fodbold eller støder en kugle. Men når først du bliver bidt af det, er der ingen vej ud igen. Det appellerede til mig, at det er objektivt. Det er målebåndet, der afgør, hvem der vinder, og man har selv stor indflydelse på resultatet. Jeg blev bare så forelsket i sporten. Det var virkelig min første store kærlighed.”

Da Joachim B. Olsen blev student, var det da heller ikke drukture, der fyldte hans tanker, men spørgsmål om, hvad det egentlig kunne drives til. Og i sit sabbatår brugte han stort set hele sin børneopsparing på kost. Han fulgte stringente rutiner og vidste præcis, hvornår på dagen han skulle træne, og hvornår han skulle spise. 12 ugentlige træningspas, fem daglige måltider og to shakes.

”Jeg satsede hele butikken på atletik. Der var ikke nogen plan B. Der var kun det her.”

Fra fandens karl i Aalborg - til én blandt mange

Den store nordjyde gik da heller ikke ubemærket hen. Han landede et Team Danmark-sponsorat, og der var bud efter ham på den globale atletikscene. Tre amerikanske universiteter tilbød ham et sportslegat, og han endte med at vælge University of Idaho, der havde fostret bl.a. den tredobbelte verdensmester og olympiske mester i tikamp. Det lød som det perfekte sted at blive god, og da han så faciliteterne, fortrød han ikke. I Aalborg var han vant til et lille kælderlokale med gamle vægtstænger og til at træne kuglestød udendørs om vinteren. Her fandt han en kæmpemæssig indendørs atletikbane.

”Der var 55 meter til loftet i den ene af hallerne … Aalborgtårnet kunne stå inde i den hal!”

De næste fire år stødte han kugler i den mellemstore by Moscow i det vestlige Idaho. Her fik han flyttet sine grænser, for pludselig var han ikke længere pr. automatik det største brød i styrkelokalet. 

”I Aalborg havde jeg bænket 180 og tænkt, at jeg var en fandens karl. Her var der amerikanske fodboldspillere, der gjorde det nærmest ubesværet. Det ændrede simpelthen min opfattelse af, hvad der er muligt.”

Til de nationale universitetsmesterskaber, NCAA, konkurrerede Joachim mod nogle af de bedste kuglestødere i verden. Fordi collegesport samtidig er prestigefyldt i USA, kunne der sidde op mod 40.000 tilskuere på tribunerne. 

”Jeg gik fra stævner i Danmark, hvor der stod en håndfuld familiemedlemmer, til at træde ind på den helt store scene med rigtig, rigtig, rigtig mange tilskuere,” siger han.

Optaget i Hall of Fame i USA

Den unge dansker led dog ikke under bevågenheden – tværtimod. Han deltog i seks NCAA-turneringer, sluttede hver gang på podiet, og i år 2000 lykkedes det ham ligefrem at vinde guld på et proppet stadion i North Carolina. 

Han stødte 20,26 meter og slog samtidig den danske rekord, der havde stået siden 1972. På universitetet blev han efterfølgende modtaget som en form for helt og optaget i Hall of Fame med ordene: ”Der er mange store stødere i Idahos atletikhistorie, men én stikker klart ud fra resten.”

I dag er Joachim B. Olsen helt sikker på, at det var sundt for ham at stifte bekendtskab med den amerikanske fandenivoldskhed, hvor man kan gøre det, hvis man kan drømme det.

”Det er nemt at blive lidt selvtilfreds i Danmark, når man er den bedste, men her var der hele tiden nogen, der pressede mig. Til min allerførste træning spurgte min træner, hvad mit mål var, og jeg sagde, at det var at komme til OL. Så kiggede han nærmest fornærmet på mig: ’At komme til OL? Fucking win it!’”

Medaljetager og fanebærer i Beijing 

Det var på nogenlunde samme tid, at danskerne stiftede bekendtskab med den 125 kg tunge nordjyske kraftkarl. Til OL i Sydney i 2000 kunne man følge ham, når han spændte højrearmen med vikingetatoveringen og vred sit ansigt i lidelse bag de små brilleglas, hver gang kuglen skulle stødes så langt som muligt. Men også når han græd som pisket foran de rullende kameraer, da det ikke gik som håbet, og han missede kvalifikationen til finalen. Og skidt blev til værre, da han efterfølgende blev sendt hjem fra OL-lejren, fordi han havde viderebragt rygter om, at guldvinderen var røget i en dopingtest. 

”Det lyder skørt i dag, men internettet var stadig en ret ny ting, og jeg troede bare, at jeg sad og skrev med et par kolleger på et lille supernørdet kasteforum. Pludselig var det ude og blev en stor skandale. Det var ret surrealistisk, og jeg havde det virkelig skidt med det,” siger han.

Joachim B. Olsen rejste sig fra den dobbelte skuffelse ved at kvalificere sig til otte finaler i træk til VM, EM og OL. Men selvom han hen over en årrække viste sig som den måske bedste kuglestøder i verden, var ”de sidste marginaler aldrig på hans side”, som han formulerer det. 

”Jeg endte på medaljeskamlen hver gang, men der var altid en anden, der stod øverst. Jeg blev tit betragtet som ham, man skulle slå, hvis man gerne ville vinde. Det var der så næsten også altid en, der gjorde,” siger han.

Det blev ganske vist til guld i EM i Madrid i 2005, karrierens højdepunkt, men ellers blev succeserne ved med at udeblive, og ved OL i Athen i 2004 var han kun ni millimeter fra den ultimative triumf. Selvom det havde været hans livs største oplevelse at konkurrere på det antikke stadion, kunne han ikke frasige sig skuffelsen.

”Man stiller jo op for at vinde,” siger han – uden at tilføje yderligere.

Fire år senere åbnede han OL i Beijing med den ærefulde tjans som fanebærer for den danske besætning, men selve turneringen blev ingen succes pga. skader, og da han året efter fik en diskusprolaps, blev det det definitive kugledødsstød. Han havde håbet på tre gode år endnu og et punktum ved OL i London i 2012, men det var usikkert, om han overhovedet ville kunne nå sit gamle niveau.

”Jeg kunne måske have kæmpet mig tilbage til at støde 20,5 eller 21 meter, men det havde jeg prøvet, og så ville jeg ikke længere være medaljekandidat. Når det var vilkårene, kunne jeg mærke, at jeg følte mig mættet.”

Så på et pressemøde oplyste han, at han havde indstillet sin karriere som kuglestøder. Det havde været hans helt store kærlighed, og nu var det pludselig slut. I den efterfølgende periode blev han overvældet af en kæmpemæssig følelse af sorg.

”Det var min identitet. Hele min tilværelse var indrettet efter, at jeg var kuglestøder. Jeg stod op på samme tidspunkt hver dag og gik i seng på samme tidspunkt. Alt var planlagt, og når det så pludselig forsvinder … Det var enormt skræmmende.”

Joachim B. Olsen og Liberal Alliance

I efteråret 2010 skulle Liberal Alliances kommende folketingskandidater præsenteres på et stort anlagt pressemøde i København. Joachim B. Olsen stod og skuttede sig. På hele turen fra Aarhus havde han haft lyst til at vende om. Han var kommet i tvivl igen. Det var på mange måder et komfortabelt liv, han levede, så hvorfor dog kaste sig ud i alt det?

Da det kom til stykket, havde tanken om afslutningen på kuglestødskarrieren vist sig at være værre end realiteten. Den efterfølgende tid – før han blev politiker – betragter han stadig som den lykkeligste i sit liv. Alt for længe havde han haft hovedet oppe i egen røv. Og uden detailstyringen af sit liv havde han pludselig tid og energi, som han kunne bruge på sine børn og nærmeste, der ikke altid var kommet i forreste række.

Men så begyndte han alligevel at kede sig lidt, og noget skulle der jo ske på et tidspunkt. Han havde bl.a. tilbud om trænerjobs i USA på hånden, men jo større afstand han fik til sporten, jo mindre tillokkende lød det. 

”Når man er så fokuseret på én ting, får man tunnelsyn, og når man så bliver tvunget væk fra det, finder man ud af, at der findes en hel planet fuld af mennesker, der er passionerede for andre ting – og lever gode liv alligevel,” siger han. 

”Da jeg fik fjernet skyklapperne, kunne jeg mærke, at jeg ikke kunne finde glæden ved at være træner. Der skulle ske noget andet.”

Blandt hans mange overvejelser var folketingspolitiker dog ikke at finde. Derfor blev han også taget på sengen, da daværende partiformand for Liberal Alliance Anders Samuelsen spurgte ham, om han kunne finde på at stille op. Det var dog ikke grebet helt ud af den blå luft. Joachim var medlem af partiet og havde både deltaget i et vælgermøde for partilederen, hvor han havde holdt et oplæg om børn og unge i idræt, og været ude offentligt at støtte Samuelsen, der dengang var byrådsmedlem i Horsens, til kommunalvalget, men han havde ingen planer haft om ligefrem at forfølge en politisk karrierevej.

Efter forespørgslen gik han længe og afvejede fordele og ulemper. Familien boede i Aarhus, så hvis han skulle til at pendle, ville han igen være rigtig meget væk. Men det, der tyngede mest på den forkerte side af vægtskålen, var usikkerheden. Han følte sig tryg i sportens verden, men her anede han ikke, om han kunne stå distancen. På den anden side var han jo blevet bidt af den politiske bacille allerede som barn, og nu havde der pludselig åbnet sig en mulighed for at forfølge den passion. Så han endte med at sige ja … og fortrød så igen. Til sidst måtte Anders Samuelsen nærmest bogstaveligt talt trække Joachim B. Olsen ind i lokalet for at offentliggøre hans kandidatur.

”Liberal Alliance var et lille og lidt kontroversielt parti, og jeg vidste, at så snart det blev offentliggjort, ville folkestemningen vende sig mod mig,” siger han. 

”Man skal huske på, at alle kunne lide mig. Alle elsker succesfulde sportsfolk, og jeg var en ud af to, der vandt OL-medaljer til Danmark dengang. Jeg havde tilmed vundet ’Vild med dans’ i 2008. Så bliver man ikke mere populær. Hvorfor dog smide det væk, for at folk i stedet synes, at man er verdens største idiot?”

Joachim B. Olsen befinder sig godt i konflikter 

Da der ikke var nogen vej tilbage, gik Joachim B. Olsen all in. Det blev også nødvendigt, for nu stod han i kugleregnen. Den politiske kommentator Henrik Qvortrup kaldte hans kandidatur ’et kendthedstrick’, og i en artikel i Politiken udtalte anony­me medlemmer af partiet sig kritisk. ”Jeg tror, at Joachim B. Olsen bliver et mellemkapitel i Liberal Alliances historie,” blev én citeret for at sige. 

Under valgkampen stjal han flere gange rampelyset på kontroversiel vis ved bl.a. at udtale, at han ikke principielt var imod flerkoneri og godt kunne støtte en skat på 20 %, hvilket fik Jyllands-Posten til at nominere ham til årets politiske bommert og i samme forbindelse berette om, at det havde ført til ”noget nær panik i Liberal Alliance”.

Joachim B. Olsen havde været vant til positive reaktioner og måtte nu forholde sig til det modsatte. Alligevel kom det forgangne årti under offentlighedens lup ham til gavn.

”Jeg vidste godt, at det kun var en del af mig, de forholdt sig til. Som kuglestøder havde de kun kendt mig som sportsmand, og nu kendte de mig som politiker – ikke privatperson,” siger han og stikker en ny pose snus op under overlæben. 

”Jeg siger ikke, at det var sjovt. Men det var heller ikke noget, jeg mistede nattesøvn over.”

Joachim B. Olsen havde fundet en måde at være dagsordenssættende på, og det var en sand fryd for ham med de politiske slagsmål. Han stemplede ind i enhver betændt debat – fra indvandrerdebatten til kønsdebatten, der fik Ida Auken til at spørge, om ”der er noget galt inde i Joachim B. Olsens hoved”. Men mest bemærkelsesværdig var debatten om ’Fattig-Carina’ mellem ham og SF’eren Özlem Cekic, der nåede hele vejen til The New York Times’ spalter, hvor han udtalte, at ”velfærdsstaten er ude af kontrol”.

”Jeg har altid befundet mig godt i konflikt, og politik er konflikt i sin natur, for det er en måde at dele sig efter anskuelser. Demokrati er en civiliseret måde at lade bestemte værdier vinde. I gamle dage huggede man hovedet af sin politiske modstander. Det gør vi heldigvis ikke mere, men det er stadig samme kamp. Hvis man vil være i politik, må man acceptere, at man ikke kan være venner med alle, for i sagens natur ønsker vi noget forskelligt,” siger han.

Uønskede opkald og grimme kommentarer på sociale medier

Selvom han nød at befinde sig i krydsilden, affødte de sprængfarlige debatter ofte voldsomme reaktioner. Han måtte vænne sig til uønskede telefonopkald om natten og grimme kommentarer på sociale medier, og i 2018 blev en mand dømt for på Facebook at have truet ham med bank. Alligevel var de forskellige sager i hans optik for vigtige til at lade sig kue. 

”Jeg kunne godt lide kampene, ja, men det var også, fordi jeg brændte for det, de handlede om. Jeg var helt overbevist om, at jeg havde ret, og tænkte, at det her må jeg da kunne overbevise folk om,” siger han og fører atter hånden igennem skægget. 

”I dag kan jeg se, at det var utrolig naivt.”

Fra politik til politisk kommentator

Allerede 10 dage før folketingsvalget i 2019 vidste Joachim B. Olsen, at han ikke ville blive genvalgt. På selve valgaftenen valgte han dog at ty til sin galgenhumor. Det var nemlig en aften, hvor alt gik galt for Liberal Alliance, der blev kraftigt decimeret, og hvor selv formand Anders Samuelsen røg ud af Folketinget – og selv var den sidste til at opdage det. Da han trådte frem på scenen for at tale for de fremmødte LA’ere, erkendte han valgnederlaget, men manede samtidig til besindighed. Og imens kørte TV 2 News bag ham –pludselig med gul bjælke: ”Anders Samuelsen ude af Folketinget.”

”Han var den eneste i lokalet, som ikke vidste, at han var røget ud. Det var fuldstændig absurd,” siger Joachim B. Olsen og trækker på smilebåndet. 

”Det var hele tiden stolpe ud på sådan en måde, hvor man til sidst ikke kunne lade være med at grine af det.”

Da den tragikomiske latter var forstummet, var det dog ikke længere så sjovt. I en alder af 42 lagde han sin anden karriere bag sig og var usikker på, hvad der nu skulle ske.

”Det var ikke en personlig sorg, som da jeg stoppede som kuglestøder, for her havde jeg været en del af et kollektiv, men det havde også været en tid præget af intern uenighed, hvor venner blev til fjender, og jeg for alvor fik set den ubehagelige side af politik,” siger han.

I ugerne efter var han sur og skuffet. Han mente, at parti­ledelsens politiske linje havde kostet dyrt. Men han havde omvendt heller ikke været i stand til at ændre kursen, og nu stod han her. Endnu en gang uden en plan B.

Men så blev han kontaktet af Kristoffer Eriksen fra Radio24syv. Han ville lave et nyhedsprogram, og han så Joachim B. Olsen for sig i værtsrollen. Da radiokanalen kort efter måtte dreje nøglen om, gik planen i vasken, men så røg Eriksen videre til Ekstra Bladet og hev i stedet Olsen med til Rådhuspladsen i en rolle som politisk kommentator. To år senere, i 2022, skiftede han til en lignende stilling på B.T. og blev desuden vært for podcasten ’Slottet & Sumpen’.

”Jeg elsker virkelig jobbet og allermest at lave podcast og interview. Det er både sjovt og spændende – og udfordrende, især det dér med nogle gange at ødelægge den gode stemning, som min redaktør så gerne vil have mig til. Det er så naturstridigt at sætte kniven ind og stille det ubehagelige spørgsmål … Men man skal huske sig selv på, at pointen jo ikke er den gode stemning. Der sidder en magthaver, og derfor må man gå kritisk til vedkommende. Det er der intet personligt i.”

"Jeg har altid befundet mig godt i konflikt, og politik er konflikt i sin natur, for det er en måde at dele sig efter anskuelser."
Joachim B. Olsen

Fortidens nederlag nager fortsat

Man kunne måske fristes til at tro, at Joachim B. Olsen med alderen er blevet mere rund i kanterne. Men sportens sprog, der blev indkodet i ham fra en tidlig alder, kan han ikke vriste sig fri af. Her handler det om at vinde og tabe, og det er hele tiden sådan, han italesætter tilværelsens forskellige aspekter, også da han undervejs i interviewet kommer ind på sin skilsmisse i 2022.

”Vi er gode venner og tager på ferie sammen og sådan noget, men det er helt klart det største nederlag i mit liv. Det var jo ikke planen, vel, og det er en sorg for ens børn, ligesom det var en sorg for mig, dengang mine forældre blev skilt.”

På samme måde nager fortidens nederlag fra både sport og politik ham stadig. De seneste år som politisk kommentator har fået ham til at se sin egen politiske karriere i et klarere lys. Selvom han mener, at han var god til at sætte dagsordener, var der andre ting, han ikke mestrede, og han kan ikke lade være med at tænke tilbage på bestemte episoder, som han burde have håndteret anderledes, så de afgørende marginaler måske var faldet ud til hans fordel.

”Der var gange, hvor jeg skulle have været bedre til at nuancere tingene. Det blev for nemt at tillægge mig dårlige intentioner, så jeg blev sårbar over for angreb fra politiske modstandere,” siger han. 

”Jeg kom fra en verden, hvor alt var målbart, men det kan man bare ikke overføre til politik. Jeg undervurderede betydningen af at skabe personlige relationer til politiske modstandere. Jeg gad ikke drikke kaffe med dem, for hvorfor skulle jeg lære dem at kende? Men jeg må erkende, at jeg tog fejl, for det betyder noget mellem mennesker, at vi kan kigge hinanden i øjnene. Det er sådan, man opbygger tillid, før man går ind i forhandlingslokalet.”

Den politiske selvransagelse er dog ingenting sammenlignet med den sportslige. 

Når han tænker tilbage på årene som elitesportsmand, dukker fortrydelsen straks op. Som da han fortæller, at han endte med at droppe diskoskast, da han for alvor var blevet god til kuglestød, men i bagklogskabens klare lys burde have holdt fast i begge discipliner. 

”Jeg skulle have haft den danske rekord i diskos. Det skulle jeg altså. Den danske rekord fra 1977 blev sat under nogle ret favorable vindforhold, fordi man decideret afholdt vindstævner dengang og jagtede rekorden. Den er på 61,30, men jeg har tre gange kastet over 60 meter på store, åbne stadioner og også længere end den danske rekord til træning. Det var dumt, at jeg ikke blev ved. Det er en af mine fortrydelser.”

Det mest pinefulde for ham er kuglestøderårene, hvor det hele tiden var så tæt på. Og hver eneste uge glider hans tanker automatisk over på noget, han skulle have gjort anderledes, så det ville have indbragt ham mere og ædlere metal. Han var 11 år, da det blev indprentet i ham, at livet handler om at vinde, så hvordan skulle nederlagene kunne andet end at nage ham?

”Jeg går rundt og tænker, at hvis bare jeg havde gjort sådan her i stedet, havde jeg helt sikkert vundet. Hvis bare jeg havde ændret noget i min træning, eller hvis jeg havde vidst, hvad jeg ved i dag. Der var ikke nogen, der kunne træne hårdere end mig, men jeg kom også til at træne for meget og for hårdt i lange perioder. Særligt de sidste år af min karriere kunne jeg godt have været mere frisk og toppet bedre. Sådan noget kan jeg gå rundt og have lange samtaler med mig selv om. Jeg har det stadigvæk sådan med det ene OL, at hvis vi havde haft 10 konkurrencer den dag, så havde jeg vundet syv af dem,” siger han og ligner en, der er sendt tilbage til de lune augustaftener i Athen i 2004. 

”Hvis bare jeg kunne spole tiden tilbage til tre uger før OL og ændre nogle småting, så jeg havde været lidt mere frisk om aftenen, da vi kom til finalen … Så havde den været hjemme. Det er jeg helt sikker på.” 

Læs mere om